Vores menu afspejler det der sker lige uden for
Skiftende årstider er det mest markante træk ved det danske klima. Det har trods dramatiske forandringer, præget vores madkultur i århundreder. I restaurant Evald K forsøger vi at fange naturens luner i tre hovedsæsoner. Vi skifter samtidig vores kort næsten hver måned og får på den måde indarbejdet mikrosæsoner og højtider, hvor særlige råvarer eller traditioner spiller en hovedrolle.
Smag på lyset når alting springer ud
Frodige vestsjælland er en af Danmarks største og bedste køkkenhaver. Kysten er smuk og varieret. I sommerhalvåret får vi friske asparges, nye kartofler, ramsløg, jordbær, rødspætter, rejer, økologiske kyllinger og meget mere fra lokale leverandører på Vestsjælland. I kan smage på lyset fra slutningen af marts til midten af september.
Eksempler på retter i sommerhalvåret kan være aspargessymfoni af grønne, hvide og lilla asparges fra Vibesand ved Saltbæk vig, Duroc pressa med ramsløg og nye kartofler fra Gørlev, smørstegt rødspætte og fyldte danske tomater med løvstikke og knuste kartofler, samt ikke mindst jordbær, jordbær, jordbær...
Smag det vilde når skoven står i flammer
Kysterne og de dybe skove mellem Slagelse, Sorø, Jyderup og Næstved er et eldorado for de madglade - med svampe, fugle- og dyrevildt, nødder, bær og æbler. Hvis vi ikke sanker det selv, har vi de bedste kontakter til lokale producenter.
I kan smage på det vilde fra midt i september til slutningen af november.
Eksempler på typiske retter er svamperisotto, havørred med æbler og havtorn, kronvildt, fasan, gråand eller agerhøne, ovnbagt pighvar og Musholms egen strandkrabbebouillabaisse.
Smag på tiden mens vintermørket sænker sig
Mens kulden bider og Storebæltsbroen blinker i nattemørket, giver vi os tid til hinanden - og ekstra tid til at lave mad. Langtidsstegte skanke og køller, rodfrugter og dybe saucer, suppleret af syltede og fermenterede godbider fra fadeburet, præger Musholms vinterkøkken.
Du kan smage på tiden fra slutningen af november til slutningen af marts.
Eksempler på retter i den mørke vintertid er langtidsbagte svinekæber, skaldyrsrisotto, vestsjællandske fortolkning af den portugisiske bacalao, rodfrugtsmedaljoner med rosenkål og linsepuré og ikke mindst god julemad i december.








)
)

